STENO DIABETES CENTER SJÆLLAND – Etablering af nyt diabetescenter

STENO DIABETES CENTER SJÆLLAND: ETABLERING AF NYT DIABETESCENTER PÅ HOLBÆK SYGEHUS


December 2023 færdiggjorde vi en større renovering og ombygning på Holbæk Sygehus, så det i dag rummer et helt nyt diabetescenter – STENO Diabetes Center Sjælland. Projektet blev gennemført med samtidig drift i de omkringliggende afdelinger og hospitalsbygninger, hvortil vi igennem hele forløbet havde et tæt samarbejde og koordinering med hospitalets drift og brugere.


Det nye diabetescenter er placeret i Akaciegården, hvor en del af den eksisterende bebyggelse er blevet ombygget til formålet. Diabetescenteret består af konsultationsrum, laboratorier, reception, tekøkkener og møderum. Der er også opført en ny tilbygning i stål og glas med venteområder og hovedindgang.

Projektet inkluderede flere centrale bygningsarbejder, herunder nedrivning og miljøsanering, etablering af nyt trapperum med tilhørende trappe, renovering af toiletter, tekøkkener, møderum og gangarealer samt nye lofter, gulve, vægge, tekniske installationer, ventilationsanlæg mv.


Som noget af det første gennemførte vi en omfattende miljøsanering af den eksisterende bebyggelse. Forundersøgelser havde påvist alt fra asbest i eksisterende facadepartier og klorerede paraffiner i udvendige fuger til PCB og tungmetaller i den indvendige maling. Vi sørgede bl.a. for, at der blev opsat tætsluttende støvvægge og 3-kammersluse, skabt undertryk i arbejdsområderne samt udført løbende renhedstests og kontrol inden frigivelse til videre arbejde.


Projektet omfattede også en større energioptimering af den eksisterende bebyggelse, herunder montering af nye koblede vinduer samt efterisolering af ydervægge og indvendige facader. Hertil blev der også etableret nye ventilationsanlæg samt lagt nye installationer som vand, varme og el, så bebyggelsen nu opfylder nutidens krav til teknisk isolering.


Af hensyn til diabetescenterets brugere er både de ind- og udvendige tilgængelighedsforhold blevet optimeret. Ved indgangen til den eksisterende bebyggelse er der opsat en stålrampe med asfaltbelægning, mens der ved tilbygningen er oprettet niveaufri adgang med automatisk døråbning. Indvendigt er der også etableret ny elevator samt bygget lave dørtrin i alle lokaler.


Vi er utroligt stolte af at have været med til at opføre et nyt diabetescenter, så personer med diabetes kan modtage den specialiserede pleje, behandling og støtte, de har brug for. Det er vores håb, at centeret vil danne rammerne for innovativ forskning samt uddannelse af fremtidens diabetesspecialister, så vi med tiden kan udvikle endnu bedre behandlingsformer for diabetes. 



✔ Hovedentreprise ✔ Ombygning ✔ Miljøsanering
✔ Samarbejde med driften ✔ Renovering ✔ Egen produktion
✔ Bevaringsværdig bygning ✔ Naboinformationer ✔ Træetageadskillelse

Seneste projekter

Af Camilla Hunter 4. august 2026
Entreprise: Hovedentreprise Periode: 2026 I Ballerup har Ole Jepsen A/S stået for relokaliseringen af Ballerup Dartklub, der er blevet flyttet fra Foreningscenterets sydfløj til nye lokaler i nordfløjen. I forbindelse hermed er en række tidligere kontorlokaler blevet ombygget og indrettet til moderne klubfaciliteter, hvor spil, træning og klubliv er samlet under ét tag. Ombygningen omfattede bl.a. nedrivning af ikke-bærende vægge, etablering af nye ruminddelinger, renovering af gulve med nye belægninger samt opdatering af de tekniske installationer. Derudover er der blevet etableret nye dartbaner, kontorpladser og øvrige funktioner, der understøtter klubbens daglige aktiviteter. Et centralt element i projektet har været at skabe et indbydende dartområde, hvor både medlemmer og gæster får gode forhold omkring spillet. De nye faciliteter er suppleret med et barområde, hvor brugerne kan hente en forfriskning, mødes og udveksle historier mellem kampene. På den måde fungerer de nye lokaler også som et naturligt samlingspunkt for klubbens fællesskab. 
Af Camilla Hunter 4. august 2026
Entreprise: Hovedentreprise Periode: 2026 - Igangværende På Lanternen i Hillerød er Ole Jepsen A/S hovedentreprenør på en facaderenovering af 78 ungdomsboliger, der administreres af Lejerbo. Formålet er at udbedre en række skader, som er opstået gennem årene, og samtidig styrke bygningernes klimaskærm. Projektet omfatter bl.a. nedbrydning af eksisterende murværk og opbygning af nye murede facader, etablering af nye regnskærme samt udbedring af betonfacader og øvrige bygningsdele, hvor der er konstateret skader. De planlagte arbejder afhjælper de nuværende udfordringer, samtidig med at bygningernes levetid forlænges. En stor del af boligerne er beboede, samtidig med at arbejdet på facader og øvrige bygningsdele gennemføres. Derfor koordineres byggepladsens indretning, adgangsforhold og arbejdsprocesser løbende, så renoveringen kan foregå, mens ejendommen fortsat er hjem for beboerne. Når renoveringen er afsluttet, vil Lanternen fremstå med et fornyet ydre, der matcher bebyggelsens fortsatte funktion som ungdomsboliger. 
Af Camilla Hunter 4. august 2026
Entreprise: Hovedentreprise Periode: 2025 - 2026 I Espergærde er Ole Jepsen A/S hovedentreprenør på en omfattende energirenovering af den almene boligbebyggelse Kløvermarken, som består af 90 boliger fordelt på 5 boligblokke. Formålet med renoveringen er at forbedre bebyggelsens energimæssige ydeevne og opgradere en række centrale bygningsdele og tekniske installationer. Dermed styrkes både boligernes funktionalitet og bebyggelsens samlede kvalitet. Projektet omfatter bl.a. nedrivning og miljøsanering, efterisolering af facader, renovering af altaner samt delvis udskiftning af døre og vinduer. Derudover udføres også strømpeforing af afløbsinstallationer, udskiftning af centralvarmeinstallationer og renovering af kloakledninger. Arbejderne gennemføres, mens boligerne fortsat er beboede. Det kræver en fleksibel udførelse, hvor renoveringen løbende tilpasses de eksisterende forhold i bebyggelsen. Samtidig tilrettelægges arbejdet med omtanke for, at beboerne fortsat skal kunne have en velfungerende hverdag, mens renoveringen står på.