Helhedsrenovering af 165 almene rækkehusboliger
Entreprise: Hovedentreprise
Kategorier: Renovering, Almene boliger, Genhusning, Samtidig beboelse
Periode: 2019 - 2022
I november 2022 færdiggjorde Ole Jepsen A/S en imponerende helhedsrenovering af 165 rækkehusboliger i Lillebyen, København S. Rækkehusene er opført som stokbebyggelse i 1-3 etager med tilhørende gårdhaver og interne gangstier.
Som hovedentreprenør har vi stået i spidsen for den vellykkede projektstyring, byggeledelse og beboerkoordinering. Byggeriet var oprindeligt projekteret til etapevis udførelse med samtidig beboelse, men grundet omfanget af de indvendige arbejder blev dette ændret til etapevis udførelse med genhusning af beboere. Koordineringen af genhusningen blev nøje planlagt i samarbejde med boligselskabet Bo-Vita.
Helhedsrenoveringen involverede mange komplekse arbejder som nedrivning og miljøsanering samt udskiftning af døre, vinduer, ventilationsanlæg og badeværelser.
De skimmelramte badeværelser gennemgik en totalrenovering, der bl.a. omfattede miljøsanering samt nye varmtvandsbeholdere, decentrale ventilationsanlæg og el- og VVS-installationer. Hertil blev alle badeværelsesdøre også udskiftet for at skabe et bedre indeklima og mindske energiforbruget.
Der var også konstateret asbeststøv i loftsisoleringen, hvilket nødvendiggjorde en effektiv kortlægning, afskærmning og miljøsanering af problemområderne. Vi sørgede for, at der blev udskiftet isolering på 7500 m2 lofter, samt at alle medarbejdere og håndværkere igennem hele processen fulgte reglerne for sikkerhed og sundhed.
Udvendigt er der blevet udskiftet facadedøre og tagvinduer inkl. belysning samt renoveret friarealer med ny beplantning og befæstning. For at forebygge vand- og fugtskader blev der etableret 2,3 km omfangsdræn med tilhørende brønde i terrænet.
Der var igennem hele forløbet stort fokus på sikkerheden på og omkring byggepladsen for at beskytte områdets beboere. Vores sikkerhedstiltag inkluderede bl.a. indhegning og afskærmning, tydelige skiltning, regelmæssig oprydning samt etablering af adskilte adgangsveje for gående og kørende trafik. Hertil blev beboerne også genhuset i fuldt indrettede pavilloner i nærområdet, så flytningen fik så minimal indvirken som muligt på beboernes daglige rutiner.
Seneste projekter








