ESPERGÆRDE GYMNASIUM & HF - Tilbygning i stil med eksisterende skole

INSPIRERENDE LÆRINGSMILJØER: OPFØRELSE AF NY TILBYGNING TIL ESPERGÆRDE GYMNASIUM OG HF

Hvad kendetegner et godt læringsmiljø? Og hvordan kan en skolebygnings udformning bruges til at vække nysgerrigheden og inspirere til læring? Det var nogle af de spørgsmål, som Ole Jepsen A/S måtte stille sig selv, da vi i sommeren 2020 indledte et byggeprojekt på Espergærde Gymnasium og HF. Formålet med projektet var en udvidelse af den eksisterende skoles areal for at gøre plads til flere klasseværelser samt et nyt atrium. For Ole Jepsen A/S’ vedkommende betød det etableringen af en ny tilbygning på i alt 633 m2 samt en forbindelsesgang til den tilstødende bygning H. Igennem hele projektet var der stort fokus på at sikre, at undervisningen for skolens elever kunne fortsætte som normalt, samt at den nye tilbygning kom til at huse både sunde og sansevækkende læringslokaler.


OMBYGNING AF SKOLE I DRIFT: HVOR PLACEREDE OLE JEPSEN A/S SIG PÅ KARAKTERSKALAEN?

I henhold til projektbetingelserne var det et krav, at Espergærde Gymnasium og HF kunne forblive i drift, mens tilbygningen til skolen blev opført. Med omkring 1150 elever og 120 ansatte under skolens tag var det således nødvendigt at finde det store skyts frem, så den daglige undervisning kunne forløbe så normalt som muligt. Der blev bl.a. opsat støvvægge og afspærring ved igangværende byggeaktiviteter samt etableret sikre adgangsportaler for både håndværkere og skolens brugere.

Foruden et skarpt fokus på sikkerheden for skolens brugere så blev der igennem hele projektet også taget størst mulige hensyn i forhold til udførelsen af støjende arbejdsopgaver. Det var vigtigt, at byggeprojektet fik så lidt indvirken på elevernes undervisning og koncentrationsevne som overhovedet muligt. Af den grund blev det bl.a. forsøgt at begrænse de støjende arbejdsopgaver til de tidsrum, hvor de ville være til mindst gene. Dertil førte Ole Jepsen A/S også et tæt samarbejde med skolens drift og ledelse, så man i fællesskab kunne koordinere udførelsen af de støjende arbejdsopgaver med skolens planlagte aktiviteter. Det bedste var dog den positive respons, som Ole Jepsen A/S igennem hele forløbet modtog fra både lærere, elever og ledelse. For selvom det ikke er uden udfordringer at udføre et byggeprojekt i en bygning, der stadigvæk er i drift, så er det alligevel det hele værd, når samarbejdet både internt og eksternt udløser topkarakter.


HVORDAN BYGGER MAN KLASSEVÆRELSER, DER INDBYDER TIL LÆRING? LAD DIG INSPIRERE HER

Det havde hele tiden været planen, at den nye tilbygning til Espergærde Gymnasium og HF skulle bruges som naturvidenskabscenter. Derfor var det også vigtigt, at både udseende og indretning kom til at afspejle dette formål. Det blev bl.a. grundigt overvejet, hvilke byggematerialer der ville klæde bygningen bedst og samtidig harmonere med den naturvidenskabelige ånd. Det endelig valg faldt på en kombination af flere forskellige materialer, der alle som én enten legede med eller udfordrede sanserne. Den nye tilbygning kom således til at blive beklædt med overflader af rå beton, varmt højkantsparket i smukt egetræ samt mønstrede akustikvægge i træbeton. Alt sammen materialer, der let ville kunne inkorporeres i den daglige naturvidenskabsundervisning.




✔ Hovedentreprise ✔ Bruger i fokus ✔ Håndtering af varslinger
✔ Bygning i drift ✔ Nybyggeri ✔ Samarbejde med driften
✔ Egenproduktion

Seneste projekter

Af Camilla Hunter 4. august 2026
Entreprise: Hovedentreprise Periode: 2026 I Ballerup har Ole Jepsen A/S stået for relokaliseringen af Ballerup Dartklub, der er blevet flyttet fra Foreningscenterets sydfløj til nye lokaler i nordfløjen. I forbindelse hermed er en række tidligere kontorlokaler blevet ombygget og indrettet til moderne klubfaciliteter, hvor spil, træning og klubliv er samlet under ét tag. Ombygningen omfattede bl.a. nedrivning af ikke-bærende vægge, etablering af nye ruminddelinger, renovering af gulve med nye belægninger samt opdatering af de tekniske installationer. Derudover er der blevet etableret nye dartbaner, kontorpladser og øvrige funktioner, der understøtter klubbens daglige aktiviteter. Et centralt element i projektet har været at skabe et indbydende dartområde, hvor både medlemmer og gæster får gode forhold omkring spillet. De nye faciliteter er suppleret med et barområde, hvor brugerne kan hente en forfriskning, mødes og udveksle historier mellem kampene. På den måde fungerer de nye lokaler også som et naturligt samlingspunkt for klubbens fællesskab. 
Af Camilla Hunter 4. august 2026
Entreprise: Hovedentreprise Periode: 2026 - Igangværende På Lanternen i Hillerød er Ole Jepsen A/S hovedentreprenør på en facaderenovering af 78 ungdomsboliger, der administreres af Lejerbo. Formålet er at udbedre en række skader, som er opstået gennem årene, og samtidig styrke bygningernes klimaskærm. Projektet omfatter bl.a. nedbrydning af eksisterende murværk og opbygning af nye murede facader, etablering af nye regnskærme samt udbedring af betonfacader og øvrige bygningsdele, hvor der er konstateret skader. De planlagte arbejder afhjælper de nuværende udfordringer, samtidig med at bygningernes levetid forlænges. En stor del af boligerne er beboede, samtidig med at arbejdet på facader og øvrige bygningsdele gennemføres. Derfor koordineres byggepladsens indretning, adgangsforhold og arbejdsprocesser løbende, så renoveringen kan foregå, mens ejendommen fortsat er hjem for beboerne. Når renoveringen er afsluttet, vil Lanternen fremstå med et fornyet ydre, der matcher bebyggelsens fortsatte funktion som ungdomsboliger. 
Af Camilla Hunter 4. august 2026
Entreprise: Hovedentreprise Periode: 2025 - 2026 I Espergærde er Ole Jepsen A/S hovedentreprenør på en omfattende energirenovering af den almene boligbebyggelse Kløvermarken, som består af 90 boliger fordelt på 5 boligblokke. Formålet med renoveringen er at forbedre bebyggelsens energimæssige ydeevne og opgradere en række centrale bygningsdele og tekniske installationer. Dermed styrkes både boligernes funktionalitet og bebyggelsens samlede kvalitet. Projektet omfatter bl.a. nedrivning og miljøsanering, efterisolering af facader, renovering af altaner samt delvis udskiftning af døre og vinduer. Derudover udføres også strømpeforing af afløbsinstallationer, udskiftning af centralvarmeinstallationer og renovering af kloakledninger. Arbejderne gennemføres, mens boligerne fortsat er beboede. Det kræver en fleksibel udførelse, hvor renoveringen løbende tilpasses de eksisterende forhold i bebyggelsen. Samtidig tilrettelægges arbejdet med omtanke for, at beboerne fortsat skal kunne have en velfungerende hverdag, mens renoveringen står på.