Entreprise: Hovedentreprise
Periode: 2025 - 2026
I Rødovre har Ole Jepsen A/S gennemført en omfattende ombygning af en tidligere SFO i en bevaringsværdig bebyggelse. Bygningen danner nu ramme om Kærhuset – et nyt specialdagtilbud for børn med særlige behov i alderen 0-6 år.
Bebyggelsen er registret som bevaringsværdig klasse 2, og ombygningen er derfor gennemført med fokus på at integrere de nye funktioner, samtidig med at de arkitektoniske kvaliteter bevares. Samtidig er der taget særlige hensyn til de fredede træer og buske på udearealerne, som er en vigtig del af stedets samlede udtryk.
Ombygningen omfattede blandt andet miljøsanering, nye gulve og lofter, efterisolering af eksisterende bygningsdele, tagrenovering samt nye ventilationsanlæg og tekniske installationer. Under arbejdet blev der desuden konstateret asbest i den eksisterende isolering, som blev fjernet gennem en kontrolleret miljøsanering i overensstemmelse med gældende krav.
Indvendigt er de eksisterende rammer blevet tilpasset det nye specialdagtilbud med bl.a. grupperum, sanserum, motorikrum, aflastningsrum og hygiejnerum med puslepladser. Derudover er der etableret nye personalefaciliteter, mødelokaler, handicaptoiletter samt køkken og spiseområde. Indretningen giver dermed mulighed for forskellige typer af aktiviteter, der kan tilpasses det enkelte barns behov gennem dagen.
Projektet blev gennemført samtidig med, at børnehuset Villa Kulla var i fuld drift i de tilstødende bygninger. Da institutionerne delte både adgangsforhold og parkeringsareal, blev byggeaktiviteterne nøje tilrettelagt med fokus på sikkerhed og hensyntagen til brugerne. Blandt andet blev støjende arbejder planlagt med hensyn til institutionens aktiviteter og børnenes behov for ro i løbet af dagen.
| ✔Projektstyring | ✔ Arbejdsmiljø |
|---|---|
| ✔ Byggeledelse | ✔ Brugerkoordinering |
Seneste projekter













